ITU’s rektor, Mads Tofte, skrev forleden en mail til specialevejledere hvori han gjorde opmærksom på en uheldig udvikling: ved afleveringsfristen d. 3/8 var der et unormalt stort antal specialestuderende, der ikke fik afleveret speciale til tiden, nemlig 38, og at man fra ITUs side nu vil “forsøge at få afdækket, om der er noget systematik i årsagen til det usædvanligt høje antal forsinkede specialer”.
Som en af de vejledere, der nu er i søgelyset svarede jeg lidt kækt: “Jeg tror godt man kan finde en systematik i ikke-afleveringer-til-tiden, og det går på om de studerende har en ITU-pind at sidde på eller ej. Jeg kan i hvert fald give flere eksempler på folk, som ‘forsumper’ derhjemme/på caféer/mv. Med alle de konferencer/fester/mv der holdes på ITU kan man ikke byde studerende at sidde på atriumgangene”.
Dette er naturligvis kun en faktor blandt mange andre, skulle jeg nok have understreget. Og det er sikkert ikke den mest væsentlige. En af de andre vejledere skrev, at han tror at “en del af forklaringen skyldes manglende metodiske evner blandt de studerende – altså viden om hvordan man håndterer projekter, skriver rapporter, udfører eksperimenter/forsøg, læser artikler, o.s.v.”, og siger at “studerende jeg kender som er faldet bagefter er også dem der metodisk er mest utrænede”, og at han ikke er “sikker på at om det er ITU’s job at give vores studerende, der jo kommer med en bachelor i rygsækken, træning i rapportskrivning o.s.v., men det er muligvis noget vi burde overveje?”
Metodiske evner er absolut en væsentlig faktor. Jeg er dog ikke enig i, at det er rapportskrivningsevnerne, der er problemet; for nogle, jo, men det kan ikke være på specialeniveau disse evner oparbejdes – det må ske tidligere end som så. Men videnskabelig metode, ja sgu sågar (anvendt) videnskabsteori, og så selvfølgelig konkrete ‘metodeovervejelser’ om at de skam også har læst Steiner Kvale hvis de laver interviews, eller Robert Yin når de laver casestudier, osv., og hvordan de bruger dette i deres projekt. Ligesom ethvert andet projekt kan komme galt af sted hvis der ikke er en solid metode forankret i projektudførslen, så kan ethvert speciale der er scopet forkert metodisk set komme galt af sted. Somme tider kan man som vejleder ‘straks’ se problemer (for naive forventninger osv), men ofte kommer problemerne ‘snigende’ og opdages først sent i forløbet; og i og med at de studerende har svært ved at se deres problemstilling/metode som et ‘levende dokument’, der deles med vejlederen, så får de desværre nogle gange ikke hjælp i tide (og skal så evt ud i anden interviewrunde, eller noget).
Specialeprojekterne har da heldigvis en bedre track-record end mange andre projekter, bl.a. ‘it-projekter’. Jeg går ud fra, at et eller andet ITU-fag (nåja, det gør mit vist) introducerer EVM-projektværdimodellen, den med at et projekt måles på kvalitet, pris og tid. En lærdom heraf er, at enhver ‘justering’ af en af faktorerne har konsekvenser for de andre. At et fastprisprojekt viser sig må undvære en vis funktionalitet, osv.
Hvis man skal overføre dette til universitetsspecialerne handler det altså om, at tage stilling til, i hvor høj grad – og hvordan – der justeres på kvaliteten og/eller prisen, når nu tiden er et skarpt krav. Dette er selvfølgelig nok at stille det skarpt op, men i bund og grund det, det handler om: Vi kan sænke kravene til det der afleveres, eller vi kan bruge flere ressourcer på projekterne.
Medmindre der er andre muligheder (altså flere mulige ressourcer), så vil jeg da sige, at jo, jeg kan sagtens slække på kvaliteten; altså presse studerende til at aflevere middelmådige ting, og ikke ‘pace’ dem så meget som jeg gør nu. Jeg skal da indrømme, at jeg har oplevet studerende, der benhårdt går efter max kvalitet (dvs høj karakter) og ‘vælger’ at udskyde afleveringen, hvis de er usikre på om den er hjemme. Men reelt drejer det sig om ganske få. Dog er der blandt de studerende – og markedet – klart et stort fokus på karakteren, som gør at tid og pris bliver sekundære faktorer for nogle – hvis de vil have job hos Deloitte eller vil skrive en ph.d., osv. Systemisk set er hele ‘elitetænkningen’ imod ting som høj gennemsnitlig færdiggørelsesgrad, vil jeg hævde, men lad nu det ligge. Hvis Claus Hjort Frederiksen var videnskabsminister så kom der vel krav om, at de studerende skal ‘stemple ind’ hver morgen kl 8.30, og bevise at de arbejder på specialet. Hvis de misser tre dag pålægges sagsbehandleren, øh, vejlederen, at kontakte den studerende, der så indkaldes til en samtale.
Hvorom alt er skal vi jo ikke glemme, at der for langt de fleste projekter, der ender med en, to eller sågar tre udsættelser, er en god grund til at det går som det gør. Skilsmisse, sygdom, dødsfald i familien, fødsel (+kone/kærestefødsel), osv. har jeg oplevet, og så er der selvfølgelig den noget mere udbredte: Arbejde. Masterprojekter (ved ikke om de tæller med i rektors tal) er alle uden undtagelse udsat for den udfordring. Men også mange kandidatspecialer rammes af, at den studerende har (for) meget arbejde. De skal som alle andre løbe lidt hurtigere i disse tider, og det spiller da ind. Hyppigere jobskifte, pludselig arbejdsløshed, osv, der er mange ting i spil.
Som vejleder for ganske mange studerende ad gangen bliver jeg nødt til at køre lidt ‘business intelligence’ og ‘porteføljestyring’, og her må jeg påpege, at ITU’s ‘CRM’-løsning, det famøse mit.itu, desværre ikke er specielt anvendeligt til nogen form for porteføljestyring. Sammenlignet med CBS skal ITU dog roses for overhovedet at have en it-understøttet løsning for projektadministrationen. Man det ville være rart, om mit.itu, eller nogle af de andre studieadministrative systemer, kunne sættes til at kunne producere relevante dataudtræk, så man kan få sig et bedre overblik. Selvfølgelig er det begrænset hvad der proppes ind af data i mit.itu, og måske ikke lige den platform man skal tænke ind i et mere dynamisk, proaktivt, projektprocessystem, men den nuværende løsning er klart utilfredsstillende.
Heldigvis er der masser af sociale værktøjer og 2.0 ting ude på markedet. Jeg opfordrer mine studerende til at lave en blog, og lykkes med mange af dem, men ser vældigt få andre studenterblogs. Jeg bilder mig ind at kunne se en sammenhæng til færdiggørelsen her – dem der aktivt bruger en blog (fornuftigt) i hele processen afleverer til tiden. Igen har jeg ikke mulighed for at køre statistik på mine data, men kan da i hvert nævne flere positive eksempler herpå. Men selvfølgelig er der også dem der omgår det med afleveringen og bare kører ufortrødent videre med bloggingen ind i udsættelsesperioden – og omvendt dem, hvis blog dør ud.
Alt i alt mener jeg ikke man kan fremhæve en enkelt årsag til forsinkelserne. Der er mange årsager, og kun en del af dem, som umiddelbart kan påvirkes. Men selvfølgelig kan der gøres noget, og det kan da godt være, at vi vejledere skal ‘stramme op’. Skal vi starte en “Fejr dit 7-tal”-kampagne?
Fra mit perspektiv så virker det en smule selvforskyldt fra ITU’s side, at der er så mange studerende der ikke afleverer speciale til tiden.
Det kan meget vel være, at der en skare af studerende, som ikke er på et akademisk niveau som andre. Men årsagen til dette er ikke nødvendigvis, at det skulle de studerende havde lært på bacheloren. Nu eksisterer, der et utal af professionsbachelor fra forskellige universiteter her i landet , og her er det min påstand, at det er utopi, at tro at vi alle kommer med den samme mængde ”videnskabelige bagage” i rygsækken.
Når kravene til kvalitet så er høje (altså metodiske evner, disposition, analyse, osv.), så er det bemærkelsesværdigt, at der fra ITU’s side ikke lægges større fokus på, at de studerende er på det rette akademiske niveau ift. at lave specialer og rapporter. På andre universiteter (KUA og CBS)bliver de studerende haglet igennem kvalitativ og kvantitativ metode på både bachelor og kandidaten – hvilket der sikkert en årsag til.
Jeg starter på mit speciale pr. 1. november og gennem mit kandidatforløb har jeg hverken haft kvalitativ/kvantitativ metode eller undervisning i hvordan man bør opbygge en rapport( at jeg har haft det på min bachelor er selvfølge mit held, men jeg kender til en del der ikke kender noget til det). Den undervisning som ITU har tilbudt har været to kursustilbud om specialeskrivning. Dette kunne man med fordel gøre obligatorisk for alle.
Generelt så er jeg af den holdning at ITU mangler en ”opgave/speciale kultur”. Man kunne sagtens skive lidt af efter naboen (altså KUA), og adoptere lidt af deres idéer. Et godt eksempel er den specialeskrivegruppe kultur der er på KUA, hvor studerende fra samme linje mødes et par gange om måned, hvor man får feedback på sin opgave, sparrer med hinanden og har en smule socialt samvær under specialet. Det kræver ikke meget at få igangsat en specialekultur…