Teknologirådet indkalder projektforslag. Det gør de hvert år.
Sidste år indgav EA Fellows et forslag, Nye styringsmodeller for offentlig IT. Angiveligt kom der 96 forslag ind, men netop “Nye styringsmodeller for offentlig IT” var et af de fire emner, som Teknologirådets bestyrelse besluttede for Rådets arbejdsplan i 2007.
Nu er arbejdsplanen tilsyneladende ikke tilgængelig på rådets hjemmeside, så hvad den beslutning egentlig indebærer er uklart. Har de et projekt holder de kortene tæt på kroppen, og hvorfor i alverden skulle de det?
Det er jo ikke Statens It-råd …
Så sent som forleden sendte IT- og Telestyrelsen en pressemeddelelse ud, hvori vicedirektør Marie Munk fra IT- og Telestyrelsen, “der har ansvaret for statens it-politik” udtaler, “Der er stort behov for at arbejde med offentlige virksomheders
it-styring.”
Pressemeddelelsen handler iøvrigt om rapporten “Public Digital Governance 2007 – år
0 efter strukturreformen”, som er udarbejdet af
konsulentbureauet Brøndum & Fliess.
Ifølge denne undersøgelse placerer offentlige virksomheder sig bedre end private virksomheder på
seks ud af ti målepunkter om it-governance, strategieksekvering og
interne organisatoriske processer, men dårligere end den finansielle
sektor på samtlige ti punkter.
IT- og Telestyrelsen vil i løbet af efteråret opdatere retningslinjerne
for, hvordan ministerierne bør udarbejde deres it-strategier på
koncernniveau, og det
forventes, at en ny skabelon vil kunne foreligge omkring årsskiftet.
Spørgsmålet er, om der ikke skal noget mere end en ny skabelon til.